Om myter og vanetænkning

Tip en ven
Print

Vil du vide mere?

Dansk Erhverv organiserer mere end 20.000 virksomheder primært inden for handel, service og transport.

 

Du kan få mere at vide om erhvervsudviklingen i Danmark på Dansk Erhvervs hjemmeside: www.danskerhverv.dk
Man skal ikke tro på alt, hvad man læser i avisen. I hvert fald ikke når det handler om erhvervsudvikling i Danmark. Jens Klarskov, administrerende direktør i Dansk Erhverv, går bag om avisoverskrifterne.
Jens Klarskov

Lad os få det på plads med det samme: Nej, det såkaldte udkantsdanmark er ikke på vej til at blive omdannet levende frilandsmuseum. Det skulle man ellers tro, hvis man har fulgt mediedækningen i de sidste par måneder. Men som administrerende direktør for en af landets største arbejdsgiverorganisationer, har Jens Klarskov helt styr på de reelle tal:

 

”Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at der ikke skabes nye arbejdspladser i provinsen. Eller rettere, de tal, vi har indtil udgangen af 2008, siger intet i den retning. Og nu ved jeg godt, at I vil pege på finanskrisen, som har kostet mange produktionsarbejdspladser især i de såkaldte udkantsområder. Det er også muligt, vi kan bare ikke se det endnu. Til udgangen af 2008 er beskæftigelsesudviklingen i de forskellige regioner inklusiv hovedstaden nogenlunde ensartet.”

 

Som eksempel peger Jens Klarskov på det forhold, at de fleste nye IT-virksomheder etableres i Jylland med hovedvægt på Aalborg. Og kigger man mere overordnet på beskæftigelsesandele, har regionerne en stort set identisk profil. Der er altså ikke tale om, at den ene region ‘stjæler’ arbejdspladser fra den anden.

 

Regionale vækstlokomotiver

Ifølge Jens Klarskov sker udviklingen inden for de enkelte regioner, hvor enkelte ‘hotspots’ fungerer som vækstlokomotiver:

 

”I Region Sjælland vil man for eksempel kunne se, at der har været en positiv beskæftigelsesudvikling på otte procent i Køge, mens man på Stevns går to procent tilbage. Og det er faktisk et billede, man ser over hele landet: Beskæftigelsesændringen sker ikke mellem regionerne, den sker inden for regionerne.”

 

Jens Klarskov fremhæver desuden, at der stadig er meget stor forskel på virksomhedernes omkostningsniveau i forhold til deres geografiske placering. Kigger man for eksempel på timelønnen, tegner der sig et overraskende billede:

 

”Lad os for eksempel kigge på et område som regnskab, økonomi og jura: I hovedstaden er den såkaldte bruttotimefortjeneste ifølge DA på 351 kroner, mens man i Region Nordjylland kan få den samme arbejdskraft for 288 kroner. Så hvorfor hulen skal en virksomhed placere sig med dyrt betalte medarbejdere i hovedstaden, når den kan få tingene betydeligt billigere i Aalborg og omegn? Hvis virksomhederne var mere opmærksomme på prisforskellen, mener jeg også, at flere virksomheder ville tænke sig om og sige okay, måske er Aalborg ikke så slemt.”

 

Motorvej eller ej?

Der findes med andre ord både arbejdspladser og veluddannet arbejdskraft uden for hovedstadsområdet. Og så er der spørgsmålet om infrastrukturen. Er det rigtigt, at man bare skal give byerne en motorvejsforbindelse, så følger arbejdspladserne med? Nej, siger Jens Klarskov. For det første vil virksomhederne altid placere sig der, hvor arbejdskraften allerede er tilgængelig. Dertil kommer, viser erfaringerne, at en motorvej for eksempel fra Herning til Struer, snarere vil gøre Herning endnu mere attraktiv:

 

”Vi oplever ofte, at de såkaldte acceptable pendlerafstande for medarbejderne pludselig bliver dramatisk forbedret, når der kommer en motorvej. Så kan man blive boende i Struer og arbejde i en by 50 kilometer væk. Derfor er det langtfra sikkert, at virksomheden flytter til Struer. Det er faktisk mere sandsynligt, at medarbejderne tager fra Struer og længere væk og arbejder, hvilket er godt for skattegrundlaget på personindkomsterne. Men det er ikke sikkert, at det gavner beskæftigelse og erhvervslokalisering i den pågældende by.”

 

I sidste ende vil det dog altid være brancheafhængigt, hvor man placerer sig, mener Jens Klarskov:

 

”Virksomheder, der arbejder med videnservice, vil blive ved med at bunke sig sammen i hovedstaden. Nu fremhævede jeg Aalborg før, men 80 procent af den arbejdskraft i Danmark, der arbejder med IT, befinder sig altså i hovedstadsområdet. Og sådan tror jeg, at det vil blive ved med at være.”