Hvordan blev vi til

Ideen til realkreditten blev født efter Københavns brand i 1795. Foreningen blev født i 1851. I 2000 fusionerede RealDanmark A/S med Danske Bank, og Foreningen RealDanmark blev til Realdania.

Ideen til realkreditten og Realdania har rødder tilbage til tiden efter Københavns brand i 1795. Branden betød, der opstod et stort behov for genopbygning af byen, og den var medvirkende årsag til, at efterspørgselen efter billig finansiering af fast ejendom voksede. Tanken bag realkreditsystemet var at rejse billig finansiering gennem at udstede obligationer med sikkerhed i fast ejendom, hvor låntagerne hæftede solidarisk. Låntagerne blev samtidig pligtmæssigt medlem af foreningen.

 

Den 6. december 1851 blev Østifternes Kreditforening født.

 

I 1972 fusionerede Østifternes Kreditforening med en række andre kreditforeninger og skabte den landsdækkende Kreditforeningen Danmark.

 

I 1993 blev forretningen Realkredit Danmark A/S udskilt fra foreningen, som skiftede navn til Foreningen Realdanmark, som herefter ejede Realkredit Danmark A/S gennem RealDanmark Holding A/S.

 

Realkreditaktiviteterne sælges fra

Den 2. oktober 2000 solgte foreningen sine realkreditaktiviteter og bankaktiviteter til Danske Bank, idet RealDanmark Holding fusionerede med Danske Bank. Hermed ophørte foreningen med at drive finansiel virksomhed. Den begyndte i stedet at drive filantropisk virksomhed på basis af sin investeringsvirksomhed

 

Senere fik foreningen også sit nuværende navn: Realdania.

Ribe

 

Før salget af realkreditaktiviteterne havde foreningen en egenkapital på knap 10,5 mia. kr. Pengene kunne ikke udbetales til foreningens medlemmer. Det skyldes realkreditloven, vedtægterne og forholdets natur. Midlerne kan altså ikke udbetales til medlemmerne, men skal komme almenvellet til gode.

 

Realdania er i dag en forening med medlemsdemokrati, der driver filantropisk virksomhed på basis af sin investeringsvirksomhed. Foreningen er reguleret af tre lovparagraffer i Lov om Finansiel virksomhed m.v.