Det eksisterende elefanthus i Zoologisk Have fra 1914 er blevet utidssvarende. Fonden Realdanmark har derfor besluttet at finansiere et arkitektprojekt til en ny bolig til elefanterne. Det nye elefanthus bliver tegnet af arkitekt, Normann Foster, og projektet harmonerer således fint med Fondens formål om at tilføre byerne nye kvaliteter og fremme høj arkitektonisk standard i byggeriet.
Det nye elefanthus bliver så absolut det mest monumentale nyanlæg i Zoologisk Have, og det er en stor arkitektonisk udfordring af få en bygning med så stort volumen indpasset på en harmonisk måde i Zoos haveplan.
Lord Foster modtog i 1999 den fornemme Pritzker Architecture Prize, der betragtes som arkitekturens Nobelpris. Han er en af de mest produktive arkitekter i dag. Hans bygninger og byprojekter har bl.a. fornyet transportsystemer og genskabt centre i mange storbyer verden over. Hans seneste opgaver inkluderer nogle af de mest bemærkelsesværdige arkitekturprojekter i nyere tid. Mange af disse æstetisk og teknologisk nybrydende projekter er baseret på en økologisk grundtanke, der er med til at sætte nye standarder for bygningers udveksling med omgivelserne.
Det ny elefantanlæg skal opføres i den nordlige del af Zoologisk Have med Frederiksberg Have som nærmeste nabo, og frianlæg samt hus bliver hermed synlige fra den fredede park. Netop bygningens placering i landskabet og husets generelle udtryk er en spændende arkitektonisk opgave, der skal løses i sammenhæng med de stramme funktionelle krav, Zoologisk Have har opstillet for en moderne og tidssvarende løsdriftsstald til elefanterne, kombineret med publikums oplevelser af elefantflokken i huset og i de tilhørende frianlæg. Det nye hus skal også rumme en udstillingsdel, hvor der sættes fokus på den asiatiske elefants natur og kulturhistorie.
Til forskel fra mange andre zoologiske haver har København Zoo en lang tradition for at lade fremtrædende arkitekter og tegnestuer præge Havens udvikling. Denne tradition tog for alvor fart i 1920chr(39)erne, hvor Havens daværende direktør, Theodor Alving, indledte sit mangeårige og frugtbare samarbejde med arkitekten Frits Schlegel. Siden har arkitekterne Ole Hagen, Hans Dall, Knud Munk og Christian Cold sat deres præg på Zoo.
De kommende beboere i det nye elefanthus hører deres unge alder til trods - tre og fire år - til i sværvægterklassen. Omkring 800 kilo vejer de, men så har de også titel af kongelige elefanter. Den thailandske konge donerede to elefanter til Zoologisk Have i anledning af det danske regentpars besøg i Thailand. Den tredje elefant er en gave fra folket i den thailandske provins Surin. Den officielle overdragelse af elefanterne fandt sted i Zoologisk Have fredag under overværelse af bl.a. Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsen.
For yderligere oplysninger kontakt:
Adm. direktør i Fonden Realdanmark,
Flemming Borreskov, telefon 7011 6666
Adm. direktør i Zoologisk Have,
Lars Lunding Andersen, telefon 7220 0210
