Millionbeløb til Ledreborgs historiske haveanlæg

29. januar 2003
Tip en ven
Print
Fonden Realdania bevilger 20 mio. kr.  til en omfattende restaurering af herregården Ledreborgs haveanlæg. Haveprojektet på Ledreborg ved Lejre skal vise, hvordan en herregårdshave kan anlægges, så man på sigt kan vedligeholde haven med få midler. Det skal også belyse, hvordan en historisk have kan anvendes til nutidige formål.  

Herregården Ledreborg og dens store parkanlæg på ca. 80 ha hører til blandt Danmarks mest helstøbte kulturmiljøer. Rokokobygningen Ledreborg ligger højt i et landskab, der rummer mange spor efter fortidens storhed, da Lejre var Danmarks magtcentrum.

 

Haven gennemskæres af Hulemølle Å og rejser sig med terrasser kantet af hække på begge sider af den dybe ådal. I dalens bund er åen opstemmet til en spejldam, der reflekterer hovedbygningen. Herregårdshaven, der i 1740’erne blev anlagt som en barokhave, er senere blevet omdannet til et mere landskabeligt romantisk anlæg. Ledreborgs indbo er som det eneste på en dansk herregård sikret for eftertiden gennem Ledreborgfonden indstiftet i 1978.

 

Haveprojektet lever op til alle Fonden Realdanias kriterier for demonstrationsprojekter under fokusområdet ”Sikringen af den kulturhistoriske arv”. Fonden gennemfører demonstrationsprojekter på tre forskellige områder: Herregårde, bondegårde og bybevaring. Fokusområdets overordnede formål er at være med til at bevare og udvikle historisk værdifulde kulturmiljøer i Danmark, og samtidig tilføre de historiske bygninger nye funktioner og nyt liv.

 

”Tanken med demonstrationsprojektet er at give andre indblik i metoder til nænsomt at restaurere historiske kulturmiljøer. Med herregårdsprojektet på Ledreborg kan vi være med til at kaste lys over vores fælles kulturarv indenfor det bygningsmæssige område, vise dets betydning for vores kollektive erindring, og samtidig bringe det historiske miljø ind i en nutidig sammenhæng”, siger Mette Lis Andersen, Fondschef i Fonden Realdania, og tilføjer, at netop Ledreborgs evne til at bruge anlægget til store begivenheder til glæde for mange mennesker har spillet en rolle i Realdanias vurdering af projektet.

 

Foruden Ledreborgs kendte Slotskoncerter har parkanlægget i de senere år dannet rammen om blandt andet store udstillinger. Parken er åben for besøgende i sommerperioden, og kommer på den måde også mange mennesker til gavn. Selve godset anvendes blandt andet til konferencer og firmaarrangementer af forskellig art.

 

”Det er nødvendigt at tænke alternativt for at drive en herregård i disse år, hvor indtægterne fra skov- og landbrug er for nedadgående. Takket være støtten fra Fonden Realdania kan Ledreborgs parkanlæg få et tiltrængt ansigtsløft. Det vil betyde, at vi kan opnå en bæredygtighed i driften samtidig med, at vi bevarer et unikt historisk sted”, siger godsejer på Ledreborg, Silvia Munro.

 

”Et af de helt unikke træk ved haveprojektet er, at parken efter renoveringen skal kunne bevares og vedligeholdes med meget få midler. Samtidig er det vores håb, at en renoveret herregårdshave vil kunne trække et større publikum end i dag”, siger Silvia Munro.

 

Yderligere oplysninger hos:
Fondschef Mette Lis Andersen, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66
Silvia Munro, ejer af Ledreborg Slot, tlf. 46 48 00 38