Hvorfor fungerer nogle kvarterer godt og andre dårligt? Hvordan får vi de danske provinsbyer til at være attraktive efter butikkernes lukketid? Hvordan fungerer de danske bycentre i konkurrencen med nytilkomne indkøbscentre uden for byerne? Det er spørgsmål som disse, der bliver omdrejningspunktet for det ny center.
- Bykvalitet i gåtempo og øjenhøjde er af helt afgørende betydning for glæden ved at færdes og opholde sig i byen, og derfor også nøglen til at skabe levende byer, siger arkitekt Dr. hc. Jan Gehl, der som nyudnævnt forskningsprofessor skal lede centeret. Jan Gehl er kendt fra sit mangeårige arbejde med at studere, hvordan mennesker færdes i byerne og bruger byens rum, som udgangspunkt for en mere detaljeret og imødekommende byrumsplanlægning.
Fonden Realdania støtter projektet, fordi det bidrager til en anderledes måde at se byen på.
- Vi vil gerne støtte forskning eller produktion af viden, der er original i sin måde at nærme sig byen på. Center for Byrumsforskning vil bringe bygninger og omgivelser ind i, hvad man kunne kalde en fælles vejrtrækning. Byerne skal være omdrejningspunkter for socialt liv og adfærd, siger adm. direktør i Fonden Realdania Flemming Borreskov. Realdania bidrager over en periode på tre år med i alt 13,6 mio. kroner.
Behov for ny forskning
Byernes aktiviteter har gennem årene ændret karakter og nye brugergrupper er kommet til. Hvor livet i byens rum tidligere var domineret af nødvendige aktiviteter, præges byens rum nu i stor udstrækning af valgfrie og rekreative aktiviteter. Vi arbejder, bor og lever på en måde der stiller nye krav til vores byer.
- Vi ved for lidt om, hvad der skaber gode offentlige rum. Også internationalt er der behov for en forskning, der kan danne udgangspunkt for en kvalitativ planlægning og udformning af byens rum. Vi skal opstille retningslinier og udvikle redskaber til brug for byernes formgivere og beslutningstagere, så de opnåede forskningsresultater når helt ud til byens borgere, fortsætter Jan Gehl.
Centeret vil dels gennem udvalgte forskningsprojekter, dels gennem uddannelsen af yngre forskere, udvikle både forskningsfeltet samt undervisnings- og formidlingssiden i årene fremover.
Pressen er velkommen til åbningsreception
Fredag d. 31.10 kl. 14.30 slår Center for Byrumsforskning officielt dørene op ved en reception på Kunstakademiets Arkitektskole i Auditorium 2, Danneskiold-Samsøes Allé 53, 1435 København K.
Programmet for dagen omfatter velkomst ved rektor Sven Felding og taler ved
- Jan Gehl, Leder af Center for Byrumsforskning, Realdania Forskning,
- Professor Louise Nyström, Stadsmiljørådet, Sverige,
- Professor Birgit Cold, Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet, Trondheim,
- Redaktør Kim Dirckinck-Holmfeld, Arkitektens Forlag
Yderligere oplysninger
- om Center for Byrumsforskning: Centerleder Jan Gehl, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Kunstakademiets Arkitektskole, tlf: 32686640 eller email:cbf@karch.dk
- om Fonden Realdanias støtte til Center for Byrumsforskning: Fondschef Hans Peter Svendler, Fonden Realdania, tlf: 70 11 66 66
