Zoologisk Have offentliggør projektet for det ny elefantanlæg

26. november 2003
Tip en ven
Print
Elefanthuset er tegnet af den berømte britiske arkitekt Norman Foster og landskab og haveanlæg er formet af den danske landskabsarkitekt Stig L. Andersson. Skitseprojektet er bekostet af Fonden Realdania, som overdrager skitseprojektet og den samlede projektering som gave til Københavns Zoo.  

Det ny elefantanlæg vil være en stor landvinding for Zoo. Ikke alene får Havens elefanter fantastiske og tidssvarende forhold ude som inde. Zoos gæster og gæsterne i Frederiksberg Have bliver også en stor oplevelse rigere.

 

I forbindelse med omlægningen af den nordlige del af Zoologisk Have åbnes grænsen mellem park og Zoo. Zoos gæster vil opleve elefantflokken med Frederiksberg Have som baggrund, mens parkgæsterne vil kunne følge elefanternes liv med det nye elefanthus som dekorativ baggrund. Denne omlægning sker i tæt dialog med parkens og Zoos grundejer – Slots- og Ejendomsstyrelsen.

 

Zoologisk Have har en lang tradition for at lade dygtige arkitekter præge udviklingen. I en lang årrække fra 1928-1965 var Frits Schlegel Zoos husarkitekt. De seneste tyve år har arkitekter som Dall & Lindhardtsen, Knud Munk og senest Christian Cold bygget i Zoo assisteret af landskabsarkitekter som Andreas Bruun, Lea Nørgaard og Finn Jørsboe.

 

Uden at forklejne tidligere arkitekters arbejde i Zoo er det næppe en underdrivelse, at med Norman Fosters og Stig L. Anderssons projekt løftes Zoologisk Have arkitektonisk op i superligaen. Zoologisk Have og København vil  ikke alene få et bygningsværk og et haveanlæg af international klasse – nok så vigtigt er, at Zoo vil få et anlæg, som fungerer optimalt både med hensyn til dyrevelfærd og udstillingsmæssigt.

Det samlede byggeri incl. omlægningen af landskabet ind mod Frederiksberg Have anslås at koste 150 mio. kroner.

 

Takket være donationer fra Arbejdsmarkedets Feriefond, Zoos Sponsor- og Støtteforening, Augustinus Fonden, NESA (erhvervssponsorat), Louis Petersens Legat samt en række testamentariske gaver og donationer fra mindre fonde, legater og venner af Haven er indsamlingen godt i gang. Med Zoologisk Haves eget bidrag har man netop rundet de første 100 mio. kroner, hvilket betyder, at Zoo nu for alvor tør søsætte projektet.

 

Information

Zoo
Administrerende direktør Lars Lunding Andersen
Direkte telefon 72 200 210
Mobil 25 35 73 10
Privat 49 14 04 51

 

Fonden Realdania
Administrerende direktør Flemming Borreskov.
Telefon 70 11 66 66

Kommunikationschef Birgitte Boesen
Direkte telefon 32 88 52 20
Mobil 29 69 52 20