Over 200 kreative ideer til anvendelse af bevaringsværdige bondegårde

9. februar 2004
Tip en ven
Print
Ikke færre end 234 kreative forslag er indsendt til den idékonkurrence, som Fonden Realdania udskrev i oktober sidste år. Fra hele landet er det strømmet ind med kreative idéer til  nye anvendelser af bevaringsværdige gårdejendomme.  

Hermed er første fase af idékonkurrencen overstået, og en bedømmelseskomité vil i løbet af den kommende måned udvælge op til 20 idéer, der hver præmieres med 50.000 kroner. De præmierede projektidéer  tilbydes derudover støtte til videreudvikling af idéerne til egentlige projektforslag. I anden fase træder bedømmelsesudvalget atter sammen i løbet af oktober for at udpege de endelige vinderprojekter, som vil modtage støtte til realiseringen af Realdania.

 

”Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer” er et udviklingsprojekt iværksat af Fonden Realdania og ét af flere projekter, der retter sig mod bevaring af den bygningskulturelle arv i Danmark. Som en del af udviklingsprojektet udskrev Realdania idékonkurrencen for at sætte fokus på de bevaringsværdige gårdejendomme, der overflødiggøres i takt med strukturændringerne inden for landbruget.

 

”Vi glæder os over den store entusiasme og idérigdom, der skinner igennem det overvældende antal kreative og flotte idéforslag, vi har modtaget.”, siger direktør i Fonden Realdania, Hans Peter Svendler. ”Tilslutningen vidner om en bred folkelig interesse, og vi ser frem til at offentliggøre vinderne”.

De projektidéer, som præmieres med 50.000 kr., offentliggøres på hjemmesiden http://www.bondegaarde.dk/ den 17. marts 2004.

 

Yderligere oplysninger
Projektlederne Christian Andersen og Erik Rykind-Blarke, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66