Frederiksberg Kommune har gennem de sidste fem år forvandlet et trist jernbaneterræn til et helt nyt centerområde med Frederiksberg Centret, gymnasium, bibliotek, Handelshøjskole, Fitness-center, underjordiske parkeringsanlæg, ungdomsboliger og biografer. Alle de nye institutioner bindes nu sammen af fem nye spændende, individuelle pladser med hver sit særpræg.
”Da vi i Frederiksberg Kommunalbestyrelse besluttede at grave metroen ned, gav det plads til at skabe smukke, moderne og imødekommende åndehuller mellem Handelshøjskolen, Frederiksberg Centret, Frederiksberg Gymnasium og Frederiksberg Metrostation,” fremhæver borgmester Mads Lebech. ”Vi ønskede at binde byen bedre sammen, da den gennem årtier havde været delt af den gamle S-togslinie”.
Det er Stig L. Anderssons tegnestue, der har stået for udformningen af de nye pladser. Han har bygget videre på ideer fostret af Henning Larsens tegnestue og Jan Gehl architects.
Fonden Realdania har støttet projektet som en del af sin landsdækkende strategi for Bedre Byrum. ”Realdania ser sit bidrag som en del af en generel indsats for at skabe mere indbydende og levende byrum,” siger administrerende direktør Flemming Borreskov. ”Jeg er sikker på, at Frederiksbergs nye bymidte vil kunne inspirere andre til at skabe en ny og anderledes praksis for, hvordan vi udvikler fremtidens byrum.”
”Der har været livlig debat om pladserne. Jeg kan nu konstatere, at der er plads til mange forskellige gøremål: Falkoner Plads med gymnasieelever myldrende ud i hvert et frikvarter, de studerende fra Handelshøjskolen, der har afholdt konkurrencer og andre introduktionslege på Solbjerg Plads for nye studerende. Frederiksberg Centret optager deres nye efterårskatalog med mode og modeller midt i vandtågerne, der hænger lavt ind over Solbjerg Plads. Og den østlige del af Solbjergvej er sommeren over flittigt blevet brugt af cafégæsterne, der har nydt solen og sommeren i træernes skygge,” fortæller borgmester Mads Lebech, og tilføjer: ”Og endelig er aftalen med Nordisk Film faldet på plads om deres byggeri af seks nye biografsale.
Alle er velkomne til indvielsen, der finder sted onsdag den 28. september kl. 19 på Solbjerg Plads, Handelshøjskolens kantine.
Der vil være taler af borgmester Mads Lebech, administrerende direktør Flemming Borreskov, fra Fonden Realdania, rektor Finn Junge-Jensen fra Handelshøjskolen samt landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson.
Man kan læse mere om pladserne på hjemmesiden: www.frederiksberg.dk/nyepladser
Pressen kan få mere at vide af
borgmester Mads Lebech, tlf. 38 21 20 30, mobil 20 94 90 46
administrerende direktør Flemming Borreskov, tlf. 70 11 16 16
Projektkoordinator Lone Billehøj, mobil 29 98 20 71
kan træffes ved CBS – Handelshøjskolen fra kl. 18 onsdag
