Mere plads til kunsten og publikum på Ordrupgaard

29. august 2005
Se i stort format
Download billede
Tilbygningen

Den nye tilbygning er støbt i sort lavabeton

 
Tilbygningen
Den nye tilbygning er støbt i sort lavabeton
Foto: Fotograf: Roland Halbe
Se i stort format
Download billede
Tilbygningen

Bygningen har ikke to vægge, der er ens - hver væg har en unik geometri.

 
Tilbygningen
Bygningen har ikke to vægge, der er ens - hver væg har en unik geometri.
Foto: Fotograf: Roland Halbe
Følgende pressemeddelelse er udsendt af Ordrupgaard: Ordrupgaard genåbner 31. august med en tilbygning af stjernearkitekten Zaha Hadid.

Oplevelsen af rummet er det centrale i Zaha Hadids nye tilbygning til Ordrupgaard, der nu åbner med mere og bedre plads til både kunsten og publikum efter næsten to års lukning. Tilbygningen er støbt i sort-grå beton. Den er på én gang i harmoni med og i kontrast til det gamle herskabshjem, der hidtil har dannet ramme om Ordrupgaards unikke samling af fransk impressionisme og dansk guldalderkunst.

 

Stjernearkitekt
Zaha Hadid hører til blandt verdens stjernearkitekter. I mere end 20 år har hun udfordret arkitekturens og modernismens dogmer og søgt nye veje i bygningskunsten. Hendes bygninger er altid i kontakt med det aktuelle sted, ligesom det opleves med Ordrupgaards nye tilbygning. Samtidig skiller de sig ud fra mængden og markerer sig med selvstændige former.


»Selvom Zaha Hadids tilbygning har et markant anderledes, nutidigt udtryk i forhold til det oprindelige herskabshjem, har hun formået at leve sig ind i den særlige ånd, der kendetegner stedet, og på fornem vis omsat denne til vores tid. Ordrupgaard bevarer trods den nye tilbygning sin grundlæggende karakter,« vurderer Ordrupgaards direktør Anne-Birgitte Fonsmark.

 

Arealet fordobles
Den nye bygning fordobler museets samlede areal. Det nye hus er på 1150 kvadratmeter hvoraf knap halvdelen rummer en stor udstillingssal og seks mindre udstillingsrum. Salen skal fortrinsvis bruges til særudstillinger, mens et af rummene er designet specielt til museets lysfølsomme samling af franske pasteller af Manet, Degas og Renoir. 


»Hovedparten af det nye hus er til kunsten selv. Det vigtigste for mig har været at skaffe bedre forhold til samlingen og særudstillinger og dermed give publikum forbedrede muligheder for at opleve kunsten på Ordrupgaard. Der bygges i disse år en række store og imponerende museumsbygninger, men det særlige ved Ordrupgaards udbygning er, at vi har taget udgangspunkt i stedets intime særpræg. Resultatet er et fint lille hus af udsøgt arkitektonisk kvalitet,« fortæller Anne-Birgitte Fonsmark.

 

Højeste udmærkelse
Sidste år modtog Zaha Hadid Pritzker-Prisen – den højeste udmærkelse indenfor international arkitektur. I den forbindelse karakteriserede et af jurymedlemmerne Zaha Hadid således:


»Zaha Hadid er en af de mest begavede udøvere af arkitekturen i dag. Fra de tidligste skitser og modeller til de færdige bygningsværker har hun en original og stærk personlig vision, som forandrer vores måde at se og opleve rum på. Hadids fragmenterede geometri og flydende bevægelighed gør mere end at skabe en abstrakt dynamisk skønhed; den er en krop af arbejde, som udtrykker den verden, vi lever i«.

 

Tilbygningen er opført med støtte fra Kulturministeriet, Fonden Realdania samt Augustinus Fonden.

 

Yderligere information kontakt:
Pressekoordinator Maria Larsen, telefon +45 21 29 05 81, e-mail mla@ordrupgaard.dk
Ordrupgaard, Vilvordevej 110, DK-2920 Charlottenlund, www.ordrupgaard.dk

 

 

Fakta om Ordrupgaards tilbygning

 

Projektets forløb

  • Marts 2001: Kulturministeriet udskriver i samarbejde med Ordrupgaard en arkitekt-konkurrence om udformningen af en tilbygning til museet. Syv arkitektfirmaer deltager i konkurrencen: Zaha Hadid Architects, London; Dominique Perrault Architects, Paris; Fogh & Følner Arkitektfirma, København; Henning Larsens Tegnestue, København; Bruun & Clementsen, København; MVRDV, Rotterdam; Architecten von Gerkan, Marg und Partner, Hamborg.
  • September 2001: En enig dommerkomité udpeger Zaha Hadid Architects som vinder af konkurrencen.
  • Oktober 2003: Kulturminister Brian Mikkelsen tager første spadestik til tilbygningen.
  • December 2004: Rejsegilde
  • August 2005: Ordrupgaard genåbner

 

Økonomi
Pris:   49,1 mio. kr.
Finansiering:  Kulturministeriet, Fonden Realdania samt Augustinus Fonden

Entreprenører og rådgivere
Bygherre:   Ordrupgaard v/ Kulturministeriet
Bygherrerådgivere:  Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger
Totalrådgivere:  Zaha Hadid Architects
Underrådgivere:  PLH Arkitekter
Rådgivende ingeniører:  Birch & Krogboe
Råhusentreprisen:  E. Pihl & Søn A/S
Lukningsentreprisen:  Eiler Thomsen Alufacader A/S
Apteringsentreprisen:  Elindco A/S
Belysningskonsulenter:  Arup Lighting
Installationsentreprisen:  Glenco A/S
Sikkerhedssystemer:  Falck Securitas

 

Tilbygningen i tal
Omfang:   1150 m2
Længde:   87 meter
Bredde:   20 meter (25 meter med passage til gl. bygning)

 

Støbeprocessen
Den nye tilbygningen er støbt af sort lavabeton. Støbeprocessen er foregået på byggepladsen, hvor store støbeforme blev opstillet til fremstillingen af de buede vægge, der både krummer op mod taget og ind under gulvet. Væggene er konstrueret af to betonskaller med isolering imellem. Støbningen af skallerne er sket ved, at sort, selvkompakterende lavabeton er blevet presset ind i formene nedefra. For at få en jævn overflade med så få luftbobler som muligt, er betonen til den yderste skal blevet pumpet ind gennem huller i den inderste skal. Støbeprocessen har været omfattende, da tilbygningen ikke har to vægge, der er ens - tværtimod har hver væg en helt unik geometri.