Sjakket med sin karakteristiske dobbeltbuede tagkonstruktion med musikstudiet på toppen
Den står på fægtning, palæstinensisk folkedans og breakdance, når Sjakket bliver indviet. Sportsgrene, som fremover vil blive dyrket i bygningens nye haller. Ligeledes vil der være taler af Københavns Overborgmester Ritt Bjerregaard, de fonde, som har støttet projektet samt Sjakkets leder Khosrow Bayat. Under hele arrangementet bydes på diverse etniske specialiteter.
Indvielsen markerer afslutningen på en omfattende renovering af den gamle industribygning fra 1938, som var blevet nedslidt og decideret usund at opholde sig i for Sjakkets personale og brugere.
Leder af Sjakket, Khosrow Bayat, siger: ”Vi er meget tilfredse med resultatet. Både de unge og personalet har nu fået de bedste fysiske rammer, som vi ser frem til at kunne bruge. Der er skabt rigtigt gode muligheder for sports- og musikaktiviteter, der vil være en vigtig del af vores undervisning på Sjakket”.
Efter totalrenoveringen fremstår bygningen indvendigt som et slaraffenland for de unge. F.eks. er der oprettet en mulithal, som kan benyttes både af Sjakket og lokale institutioner og kvarterets unge - ikke mindst fra den nærliggende Mjølnerparken. Udvendigt fremtræder bygningen stadig som en klassisk industriejendom med sin karakteristiske dobbeltbuede tagkonstruktion – den eneste tilføjelse på ydresiden er således et musikstudie, en lang, rød container, som danner en ”bro” mellem de to haller.
Målet med renoveringen af ejendommen har været at skabe et projekt, der kunne understøtte Sjakkets særlige rolle i bydelen. Et sted, der både er åbent for lokalområdet og samtidig i en vis forstand lukket som en god base for Sjakket og de unge.
Renoveringsarbejdet er forestået af PLOT Arkitekter og rådgivningsfirmaet Birch & Krogboe i et tæt samarbejde med Sjakket selv. Bag finansieringen af projektet står fondene Realdania, Lokale- og Anlægsfonden, Egmont Fonden, Sygekassernes Helsefond, Velux Fonden samt Københavns Kommune.
Sjakket bliver betragtet som en af Københavns rå oaser og har haft stor betydning for mange unge menneskers liv siden sin opstart i 1991. I dagtimerne fungerer det som en skole for de unge, der også får mad, lommepenge og lærer om livet og samfundets spilleregler.
Læs mere på www.sjakket.dk
Yderlige oplysninger
Khosrow Bayat, leder af Sjakket, tlf.: tlf. 3582 2581
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf.: 7011 6666
Direktør Margrethe Ahlefeldt-Laurvig-Bille, Egmont Fonden, tlf. 3391 3644
Direktør Hanne Jervild, Sygekassernes Helsefond, tlf. 3393 4077
Direktør Torben Frølich, Lokale- og Anlægsfonden, tlf. 3283 0330
