Fakta

Tip en ven
Print
Fakta - Sjakket

Samarbejdspartnere
Realdania – www.realdania.dk
Lokale- og Anlægsfonden - www.loa-fonden.dk
Egmont Fonden - www.egmontfonden.dk
Sygekassernes Helsefond - www.sygekasserneshelsefond.dk
Københavns Kommune
 
Fondene har været i tæt dialog med Sjakket om projektudviklingen.

 

Rådgivere
PLOT=BIG Arkitekter – www.plot.dk
Birch & Krogboe – www.birch-krogboe.dk

 

Støttebeløb
Realdania: 15,3 mio. kr.
Egmont Fonden: 5,4 mio.kr.
Lokale- og Anlægsfonden: 4,7 mio. kr.
Sygekassernes Helsefond: 2,2 mio. kr.
Velux Fonden: 1,1 mio. kr.
Københavns Kommune: 3,5 mio. kr.

 

Tid
Renoveringsprojektet startede i 2004 og blev afsluttet i 2007.


Den oprindelige ejendom
Ejendommen Skaffervej 4-6 er en fabriksbygning fra 1938. Fabrikken er oprindeligt udført som trykfarvefabrik, men igennem tiden har den huset autoværksted. Siden 1996 har Sjakket benyttet ejendommen, der før renoveringen fremstod meget nedslidt, usund og utidssvarende.

Der er tale om en tidstypisk fabriksbygning som af København Kommune er erklæret bevaringsværdi i klasse 4 med baggrund i bl.a. en karakteristisk dobbeltbuet tagkonstruktion med paptag, hvor tagspærene er genbrugt fra Christian X´s kongeremise i Hellerup. Gavlene er udført i gule mursten med mange vinduesåbninger, der fortæller om bygningens planløsning samt historie som produktionsvirksomhed.

Det samlede effektive areal i bygningen er på 1200 m2. Det bebyggede areal er 998 m2.


Efter renoveringen
Bygningen er delt i to efter de to haller: I den ene hal findes Sjakkets administration, skole, køkken og en hal. I den anden er Multihallen, der kan anvendes til alt fra sport, sodavandsdiskotek, koncerter, forsamlingshal, møder og biograf. Multihallen henvender sig til en bred vifte af brugere i hele NV-kvarteret.

I bygningens midtersektion er der etableret en servicezone. Musikstudiet er placeret i en container på taget, der spænder mellem de to tagbuer. Studiet er tilgængeligt via en spindeltrappe fra Sjakket.

Gårdarealet rundt om bygningen består af tre gårdrum: Sjakkets baggård, ”gyden” og den sydvendte gård bindes sammen af den gennemgående grafittimur, der løber fra port til port.

Indføjet i ”kavalergangen” mellem de to tagbuer ligger et trug som Sjakkets private oase på taget. Truget har to let skrånende sider, som beskytter tagbelægningens nederste dele fra slag og skrammer, og som fungerer som uformelle siddepladser/lænestole.

Mod øst og vest er murstensfacaderne bevaret. Vinduesglassene er udskiftet mod vest i form af forskelligt farvede laminerede glas. På sydsiden domineres facaden af gigantiske garagedøre. På nordfacaden er der etableret translucente partier ind mod salen. Taget er blevet belagt med tagpap.


Faktaark - Sjakket


Sjakket oprettes på frivillig basis i 1991 som et tilholdssted for gadebørn. I 1995 bliver Sjakket en selvejende institution under Københavns kommune, og med hjælp fra private fonde køber Sjakket den gamle industriejendom på Skaffervej i Københavns Nordvest kvarter.


Sjakket er et socialpædagogisk tilbud til vanskeligt stillede unge mellem 12 og 17 år.

Sjakket tilbyder en række aktiviteter, der kan medvirke til at forbedre de unges situation. Man forsøger at skabe en platform, hvor de unge kan opleve succes og få selvtillid, så de rustes til at blive integreret i det omgivende samfund.

Sjakkets aktiviteter omfatter bl.a.:
Skolen – Ghetto Hero Academy. Et tilbud for unge som er opgivet af det etablerede skolesystem.

I Mjølnerparken, der ligger tæt ved Sjakkets lokaler, har man i samarbejde med Sjakket etableret klub 36. Klubben har til formål at stoppe den udstødning, som mange af områdets unge oplever. Klubben har - i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp - etableret lektiehjælp. Godt 30-40 studerende arbejder frivilligt i lektiecaféen. Projektet har modtaget Lillebrorprisen for sit integrationsfremmende arbejde.