Dommerkomité
Konkurrenceforslagene blev bedømt af en dommerkomité, bestående af:
Anker Boye, Rådmand, By- og Kulturforvaltningen, formand for dommerkomiteen
Poul Falck, Direktør, Odense Byråd
Henrik Lumholdt, Afdelingschef for Kultur, Plan & Byg
Mads Farsø, projektleder Realdania
Fagdommere udpeget af Akademisk Arkitektforening
Vibeke Holscher, Landskabsarkitekt MDL, MAA
Claus Bjarrum, Arkitekt MAA
Konkurrenceforslagene har som helhed udgjort et værdifuldt og inspirerende grundlag for dommerkomiteens diskussioner om Gråbrødre Plads rolle i Odense. Den store variation i de indkomne forslags fortolkning af programmet har været bemærkelsesværdig og har levendegjort bedømmelsesforløbet.
Dommerkomitéen skriver i sin betænkning bl.a. følgende om vinderforslaget:
”Alt i alt er der tale om et forslag, som efter dommerkomiteens opfattelse på en suveræn måde har forstået at tolke mulighederne på Gråbrødre Plads. Forslaget er uhyre enkelt i sit anslag og på trods af enkelheden, er det fyldt med poesi, nytænkning og dynamik. Det er værdigt uden at være kedeligt, det stimulere til leg og ophold, det skaber eftertanke samtidig med, at det muliggør udøvelse af fysiske aktiviteter, tilpasset stedets og omgivelserne historie.
På den måde lever forslaget op til bedømmelseskriterierne og Odense Kommunes ønsker om en ny plads, der med respekt for stedets ånd, kan understrege mottoet ”at lege er at leve”. En enstemmig dommerkomite’ peger derfor på forslaget som det mest overbevisende forslag og vinder af konkurrencen.”
Vinder-teamet
GHB Landskabsarkitekter og deres samarbejdspartnere danner tilsammen et stærkt team med stor bredde. Deres arbejdsområder og faglige baggrunde er forskellige, men sammen præsterer de en ny og meget kompetent form for rådgivning.
GHB Landskabsarkitekter a/s
Tegnestue med 30 års erfaring med rådgivning i store og små projekter. Deres referencer strækker sig fra større landskabsprojekter over boligbebyggelser til byrum og design af inventar og belysning. De er stærke i alle faser af en byggeproces: Fra idé, programmering og skitsering til aflevering af det endelige anlæg til bygherren. De råder over en veluddannet og kreativ medarbejderstab, der med forskellige kernekompetencer supplerer hinanden og arbejder sammen i stabile teams.
Den tekniske rådgivning er GHB’s stærke side. Her bruger de alle deres faglige kompetencer, der omfatter hele den fysiske side af byggeprocessen. GHB lægger vægt på, at styringen af skitsering, projektering og udførelse er professionel og stabil, og at fokus er på robuste løsninger såvel som nytænkende design. Deres fokusområder i enhver opgave er Forbedring frem for Forandring og Valuta for Pengene. Et projekt skal gøre en forskel, der både kan ses og mærkes, men midlerne skal bruges med omtanke, så de rækker langt både nu og i fremtiden.
Professor og landskabsarkitekt Steen Høyer
Steen Høyer arbejder med landskabsarkitektur og billedkunst som sindbilleder på samtiden med udgangspunkt i en global og fremtidsorienteret kunstnerisk tilgang – en tilgang der samler sted, teknologi og bæredygtighed med tid, foranderlighed og proces. Steen Højer kan bidrage med en overraskende klarhed og logik.
Henneby Nielsen rådgivende ingeniører a/s
Tegnestue med 15 års erfaring med projektrådgivning, bygherrerådgivning og tilsyn indenfor bolig-, institutions- og erhvervsbyggeri. Henneby Nielsen har stor erfaring indenfor udfordrende projekter hvor vand, lys og lyd skal indgå i en samlet enhed, og medarbejderne er vant til at samarbejde med både arkitekter, landskabsarkitekter og kunstnere. Henneby Nielsens lokalkendskab er desuden en fordel i relation til både Odens kommune og andre lokale samarbejdsparter.
Rekommanderet
Proces- og kommunikationsbureau der primært arbejder med opgaver indenfor aktørinddragelse, procesledelse, strategisk kommunikation, formidling samt facilitering af møder & workshops. Rekommanderet har arbejdet sammen med GHB i et større renoveringsprojekt i boligbebyggelsen Urbanplanen i København.
De øvrige deltagende teams får hver 100.000 kr. De fem team er:
• Thing & Wainø landskabsarkitekter aps i samarbejde med NORD Arkitekter aps og Henry Jensen a/s Rådgivende Ingeniører F.R.I.
• EDBNBA arkitekter Aps i samarbejde med Steven Scott, Hermetic Light, Hotel Pro Forma, Moe & Brødsgaard a/s
• 1:1 Landskab i samarbejde med Holcher Arkitekter, Eduard Troelsgård, Rådgivende Ingeniører, Viera Collaro
• SLA A/S i samarbejde med Lemming & Eriksson, Rådgivende Ingeniører a/s F.R.I
Budget og finansiering
Den 1. etape af Gråbrødre plads omfatter i alt 2.830 m2 og har en økonomisk
anlægsramme på 10 millioner kr.
Det første spadestik forventes taget i starten af 2009, og at den nyrenoverede Gråbrødre Plads kan indvies i maj 2009.
