Det nye ankomstcenter bliver placeret i udkanten af haveanlægget, så selve borgen fortsat er områdets centrale element.
Se i stort formatDownload billede
Spøttrup Borg er med sine velbevarede bygningsanlæg, omgivende voldgrave og omfattende haveanlæg Danmarks mest helstøbte middelalderborg.
Se i stort formatDownload billede
Spøttrup Borg er med sine velbevarede bygningsanlæg, omgivende voldgrave og omfattende haveanlæg Danmarks mest helstøbte middelalderborg.
Yderligere oplysninger
Museumsinspektør, leder Thomas Høvsgaard, Spøttrup Borgmuseum/Museum Salling, tlf. 21 40 17 41
Projektleder, chefkonsulent, Mads Falbe-Hansen, Slots- og
Ejendomsstyrelsen,
tlf. 33 92 63 00
Projektleder Christian Andersen, Realdania, tlf. 70 11 66 66
I foråret udskrev Spøttrup Borgmuseum i samarbejde med Slots- og
Ejendomsstyrelsen, Skive Kommune og Realdania en konkurrence om en længe
ønsket velkomstbygning. Fem teams blev i maj udpeget til at komme med deres
bud på bygningens udformning.
Der var i oplægget til konkurrencen lagt vægt på, at den nye
velkomstbygning ikke skulle ”tage pusten fra den senere oplevelse af
borgen”, men underordne sig og fremhæve borgens centrale rolle for stedet.
Det er derfor en enig dommerkomité, som har udpeget vinderforslaget, der på
én gang rummer den efterspurgte enkelhed og tilpasningsevne – og som
samtidig danner en tydelig ankomst og optakt til oplevelsen af Spøttrup
Borg.
Vinderforslaget tager udgangspunkt i samspillet med Borgen og den omgivende
park. Velkomstbygningens placering i skovbrynet har inspireret vinderteamet
til, i vid udstrækning at bruge træerne og deres bestanddele som
inspiration for udformningen af bygningen: Træstammerne, grenene, det
fældede træ og de opskårne brædder skal give en kontrast mellem borgens
tunge stenmure og velkomstbygningens lethed og transparens.
Selve bygningen gennembrydes af en indgangsportal, der videre gennem et
portrum giver adgang til borgområdet. Omkring portrummet – som vil være
åbent for publikum hele året – er placeret faciliteter som billetsalg og
garderobe. Længere inde udvider bygningen sig, og her finder man butik og
udstilling i et højloftet rum med ovenlys og søjler i form af træstammer,
som yderligere vil understrege fornemmelse af at befinde sig i en skov.
Spøttrup Borgmuseum vil med den nye velkomstbygning kunne modtage de
besøgende med en historisk introduktion til borgen. Bygningen vil åbne for
mange nye muligheder og spændende kulturformidlingstiltag. Og den vil
videreføre og styrke den allerede igangværende udvikling og formidling af
hele området.
Selve arbejdet med at opføre bygningen forventes at være færdigt i 2010, og
Spøttrup Borgmuseum vil kunne modtage publikum i den nye velkomstbygning i
2011.
Læs dommerbetænkningen her
>>
Fakta
Om projektet og helhedsplanen for Spøttrup Borg
Velkomstbygningen er en del af en samlet helhedsplan for Spøttrup Borg. Den
samlede landskabelige helhed blev påbegyndt allerede i 1995 med
genetableringen af Spøttrup Sø. Tanken er, at kvæg skal afgræsse området
omkring søen for at understrege borgens fortid som studeborg. Også
haveanlægget, der bl.a. omfatter en middelalderinspireret læge- og
urtehave, vil blive opgraderet. I forbindelse med opførelsen af den nye
velkomstbygning vil ankomsten til borgen blive omlagt med nye
parkeringsplader, og der bliver indrettet arealer til levendegørelse af
borgens historie bl.a. med plads til ridderturneringer.
Projektet med velkomstbygningen har været udbudt i totalentreprisekonkurrence til konsortier bestående af både arkitekt- og ingeniørrådgivere og hovedentreprenører med vægt på høj arkitektonisk kvalitet og fast pris.
Slots- og Ejendomsstyrelsen er bygherre på projektet. Den overordnede gennemførelse af projektet foregår i et tæt samarbejde mellem Spøttrup Borgmuseum, Slots- og Ejendomsstyrelsen og Realdania.
Om Spøttrup Borg
Spøttrup Borg fra omkring år 1500 er en af de mest bemærkelsesværdige af
Danmarks herregårde, fordi den viser hvordan en borg fra middelalderen så
ud. Både Reformationens kanonild og Skipper Clements bondehær har gennem
tiden forsøgt at trænge igennem dens forsvarsværk – men forgæves. Trods
det, at borgen gennem århundrederne har været udsat for ændringer og
overlast, er Spøttrup efter en omfattende istandsættelse omkring 1940 det
bedste danske vidnesbyrd om et middelalderligt fæstningsværk.
I dag huser borgen et Spøttrup Borgmuseum, der er en del af Museum Salling. Museet viser publikum hvordan mennesker har levet, kæmpet og arbejdet på borgen igennem tiderne, og i sommersæsonen er her mange koncerter, middelaldermarkeder og andre kulturbegivenheder med fokus på fortiden. For skoler har museet et særtilbud om levendegjort undervisning, hvor børnene kan forsøge sig med middelalderens påklædning og levevis.
Det store parkrum omkring borgen er med til at understrege den
landskabelige ramme, som lægger græs til årlige markeder og levendegørelse
af borgens historie. Derudover rummer borgens haveanlæg en række temahaver,
der viser den historiske brug af planter til medicin, krydderier, dufte og
frugtdyrkning. alt sammen med planter der blev anvendt på den tid, hvor
borgen havde sig storhedstid.
Læs mere på www.spottrupborg.dk og www.ses.dk/spottrup
