Yderligere oplysninger
Dan Madsen
Formand Herning Fremad
Tlf. 20 61 02 42
Johannes Poulsen
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Herning Kommune
Tlf. 20 10 33 87
Hans Peter Svendler
Direktør, Realdania
Tlf. 70 11 66 66
Torben Frölich
Direktør, Lokale- og Anlægsfonden
Tlf. 32 83 03 30 / 21 29 68 56
Herning Fremad er nu efter en længere udviklingsproces i samarbejde med
bl.a. Lokale- og Anlægsfonden og Herning Kommune klar til at tage det
første spadestik til Herning Fodboldeksperimentarium. Det er nu lykkedes at
få projektet og finansiering til at falde helt på plads. Kultur- og
Fritidsudvalgsformand Johs. Poulsen tager det første spadestik fredag d
27/8-2010 kl. 15.00 på boldklubben Herning Fremads baner.
Formand for boldklubben Herning Fremad, Dan Madsen siger:
”Det er en helt fantastisk følelse, vi står med nu, hvor det er en
realitet, at projektet Herning Fodboldeksperimentarium kan sættes i gang.
Vi har haft et super samarbejde med Herning Kommune, og specielt med
Kultur- og Fritidsafdelingen. Herning Kommune har virkelig vist, at når man
har nogle spændende og nytænkende ideer til gavn for hele området, så
bakker de op for at nå målet. Vi kan som altid være ekstremt stolte af at
komme fra Herning, hvor vi får ting til at lykkes sammen. Den økonomiske
opbakning, som vi udover tilskud fra Herning Kommune også har fået fra
Lokale og Anlægsfonden og Realdania er ganske enkelt helt
fantastisk. Vi er ikke i tvivl om, at opbakningen er kommet på grund
af et helt unikt projekt, som kan være med til at skabe helt nye muligheder
i fremtiden.”
Kultur- og fritidsudvalgsformand, Herning Kommune, Johannes Poulsen
siger:
”I Herning ønsker vi at skabe optimale rammer for videreudvikling og vækst
at et aktivt og mangfoldigt idræts- og fritidsliv. Fysik, sundhed og
trivsel er vigtigt for den enkeltes livskvalitet, men også når det gælder
udvikling og vækst i kommunen. Med fodboldeksperimentariet får vi et helt
unikt idræts-kulturelt fyrtårn og et helt nyt og banebrydende træningsanlæg
til inspiration for såvel bredden som eliten, det organiserede og det
selvorganiserede såvel lokalt, som nationalt og endda uden for landets
grænser. En spændende sammentænkning af idræt og kunst, hvor begrebet
fodboldkunst får en helt ny dimension, og hvor sundhed og integration er
indtænkt i nye leg og læringsmiljøer”.
Direktør i Realdania, Hans Peter Svendler siger:
”Det unikke ved fodboldeksperimentariet er den spændende kobling
mellem det klassiske idrætsanlæg og det kreative bevægelseslandskab, der
inviterer til fysisk udfoldelse, spontan bevægelse og leg.
Fodboldeksperimentariet skaber nogle rammer, som gør det muligt for mange
at få bevægelse og motion i det daglige, og fodboldeksperimentariet har en
vigtig social dimension. Det giver mulighed for, at alle uanset alder, køn
og etnisk oprindelse kan mødes om idræt, bevægelse og leg. Eksperimentariet
kan bruges af alle, og man behøver ikke at være medlem af en traditionel
idrætsklub for at kunne bruge det. Fodboldeksperimentariet har stor
demonstrationsværdi, når det handler om at få flere til at bevæge sig
mere.”
Direktør i Lokale- og Anlægsfonden, Torben Frølich siger:
”Hernings kommende fodboldeksperimentarium er en facilitet, der ikke kendes
noget andet sted i verden. Det er et opgør med vanetænkningen af de store
træningsanlæg til fodboldbaner med endeløse rækker af fodboldbaner. På
fodboldeksperimentarium vil både børn og voksne samt bredde og elite kunne
træne boldteknik på sjov og udfordrende vis igennem de helt nyudviklede
øvelser, der bliver taget i brug.”
Pressemeddelelsen er udsendt af boldklubben Herning Fremad.
