Lørdag den 7. juli åbner en fem kilometer lang sti, Ræhrstien, som
forbinder landsbyen Ræhr med Tved plantage i Nordthy. Åbningsarrangementet
byder blandt andet på cykelorienteringsløb for børn og aktiviteter på
legepladsen i Ræhr. Stien er en del af partnerskabsprojektet Mulighedernes
Land mellem Thisted Kommune og Realdania.
Åbningsarrangementet begynder kl. 10 ved P-pladsen for enden af Sårupvej,
hvor orienteringsløbet for børn på den nye sti sættes i gang. Den
officielle indvielse foregår kl. 11 på legepladsen med taler ved blandt
andre Peter Sørensen, medlem af Thisted Byråds Miljø- og teknikudvalg. Der
vil også være forfriskninger.
Den nye Ræhrsti kan give fine naturoplevelser. Det er i sig selv en
oplevelse at bevæge sig fra slettelandskabet op over den gamle kystskråning
ind i plantagen. Der er mulighed for at se mange forskellige fugle og i
Hanstholm Reservatet også kronvildt. Stien slynger sig fra Ræhr ud over
sletten med søerne ved Sårup gruslejer og op til Tved Plantage. Her kan man
enten gå op til P-pladsen for enden af Sårupvej eller ud til et
udsigtspunkt i kanten af plantagen.
Stien giver også Ræhrs beboere og turister mulighed for at gå tur i trygge,
fredelige omgivelser, fordi stien ligger uforstyrret og langt fra nærmeste
asfalterede vej.
Ræhrstien er planlagt og anlagt i et samarbejde mellem Ræhr Beboerforening,
Naturstyrelsen Thy og Thisted Kommune. Stien er en grussti, men er i en
sådan kvalitet, at den også kan bruges af cyklister og gangbesværede.
”Vi har arbejdet med projektet i flere år og er glade for nu at kunne
præsentere et godt projekt, der vil blive til storglæde for os i Ræhr og
for vores besøgende”, siger Leif Andreasen, der har været beboerforeningens
ankermand på projektet.
Peter Sørensen, medlem af byrådets Miljø- og teknikudvalg er også
begejstret: ” Jeg glæder mig til at være med til indvielsen. Vi har været
meget glade for alle de projekter, der kunnet sættes i gang, som resultat
af vores samarbejde med Realdania i Mulighedernes Land. Projekterne har
været med til at give vores kommune mange nye muligheder for oplevelser og
aktiviteter.”
Baggrund
Ræhrstien er en del af projektet ”Thy og Hannæs på kryds og tværs”.
Projektets formål er at skabe eksempler på bedre adgangsforhold fra
landsbyer og ud i det omgivende landskab.
Projektet ”Thy og Hannæs på kryds og tværs” er en del af Mulighedernes
Land, som er et partnerskabsprojekt mellem Realdania og Thisted Kommune.
Projektet løber fra 2007-2012 og i den periode udvælger og realiserer
kommunerne i dialog med borgerne en række konkrete projekter, der skal
demonstrere nye veje til udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks
yderområder. Læs mere på www.mulighedernesland.dk.
Pressemeddelelsen er udsendt af Thisted Kommune.