I perioden juni 2007 til november 2007 har konsulentvirksomheden Oxford Research gennemført en evaluering af den filantropiske strategi og de samlede filantropiske aktiviteter fra Realdanias start i slutningen af 2000 og frem til medio 2007. 40 eksperter fra alle dele af det byggede miljø i Danmark har medvirket i evalueringen, og professor og evalueringsekspert Peter Dahler-Larsen fra Syddansk Universitet har fungeret som særlig rådgiver for Realdania i evalueringsprocessen.
Målet har været at gennemføre en lærende evaluering, som kan kvalificere forståelsen af, hvilken effekt Realdanias virke har på udviklingen i det byggede miljø, hvad der fungerer godt, og på hvilke områder der kan være behov for justeringer. Helt konkret indgår evalueringens resultater og konklusioner nu i arbejdet med at justere Realdanias filantropiske strategi.
Evalueringen har bl.a. omfattet en stor spørgeskemaundersøgelse blandt bevillingsmodtagerne med 266 respondenter og en række projekt-cases med input fra i alt 160 nøglepersoner.
Overordnet konkluderer evalueringen, at Realdania, gennem sine uddelinger og øvrige filantropiske aktiviteter, har haft en betydelig positiv effekt på udviklingen af det byggede miljø i Danmark og tilført væsentlig værdi og kvalitet til udviklingsprojekter inden for Realdanias tre fokusområder: Byens Kvaliteter, Byggeriets Fremtid samt Bygningsarven og Kulturmiljøet.
Evalueringen peger også på en række punkter, hvor der med fordel kan ske en yderligere styrkelse af Realdanias filantropiske strategi og aktiviteter. Blandt andet foreslår evalueringen, at der sættes øget fokus på formidlingen af erfaringer fra de Realdania-støttede projekter og udvikles en stærkere evalueringskultur i forhold til vurdering af effekten af de gennemførte filantropiske aktiviteter.
Evalueringen er afrapporteret i en hovedrapport og en resumérapport med de vigtigste evalueringsresultater og konklusioner.
