De første skridt mod et Musikkens Hus i Nordjylland blev taget tilbage i 1986. Her stiftede lokale kræfter Foreningen Musikhusets Venner for at ”fremme etableringen af et hus i Aalborg med udgangspunkt i det stedlige musiklivs behov”, som der står i foreningens vedtægter.
I 2000 blev der fra politisk hold givet grønt lys til at opføre et Musikkens Hus på havnefronten i Aalborg, og fra 2001 til 2004 fik Musikhusets Venner sammen med Komitéen til Rejsning af Musikkens Hus indsamlet de private midler, i alt 50 mio. kr., som Aalborg Kommune og det daværende Nordjyllands Amt havde betinget sig for at støtte projektet.
Realdania, som den gang hed Realdanmark Fonden, gik ind i projektet med 5 mio. kr., som siden blev fulgt op med yderligere 55 mio. kr., der skulle sikre et byggeri af høj arkitektonisk værdi.
For at finde den arkitekt, som skulle tegne Musikkens Hus i Nordjylland, blev der i foråret 2002 udskrevet en projektkonkurrence, og den 24. februar 2003 blev det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au udpeget som vinder. Læs mere om konkurrencen
Projektet løb imidlertid ind i vanskeligheder. Da byggeriet i 2006 blev udbudt i licitation, viste det sig, at Musikkens Hus ikke kunne opføres inden for den planlagte økonomiske ramme. Derfor valgte de daværende bygherrer, Fonden Musikkens Hus i Nordjylland og Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger, at sætte projektet på stand by.
Aalborg Kommune fremlagde i begyndelsen af december 2006 et forhandlingsoplæg for partnerne bag Musikkens Hus, og på den baggrund meddelte Realdania kort før jul 2006, at man gik ind i projektet med en yderligere økonomisk støtte og med en stærk organisering for at sikre gennemførelsen af byggeriet af Musikkens Hus i Nordjylland.
Der blev i februar 2007 udpeget en ny bestyrelse for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland bestående af personer, som har stor erfaring med at realisere kompliceret byggeri. Derudover er der blevet etableret en driftsgruppe til at forberede den fremtidige drift.
