Nørholm forsamlingshus

Tip en ven
Print

PROJEKTINFORMATION

Landsdel:
Nordjylland
Støttebeløb:
800.000 kr.
Påbegyndt:
2002
Afsluttet/forventet afsluttet:
2004
Realdania har støttet opførelsen af et nyt forsamlingshus i den lille landsby Nørholm vest for Aalborg.
Etableringen af det nye forsamlingshus indgår i en samlet helhedsorienteret byfornyelsesindsats for landsbyen og er derfor også støttet økonomisk af stat og kommune. Projektet blev båret af aktive borgere, der ville sikre, at landsbyen også fremover har en ramme for det lokale fællesskab, hvorfra der fortsat kan udspringe nye initiativer i samspil med landsbyens øvrige foreningsliv.
 
Det nye hus
Det nye forsamlingshus er et levende billede på, hvordan et nutidigt forsamlingshus kan indpasses i en eksisterende landsby. Det har en vidtrækkende signalværdi som et særligt bygningsværk og som en multifunktionel, trivselsfremmende ramme om lokalområdets mange forskellige aktiviteter.
 
Bygningen er på én gang tidløs og fremtidssikker, og ikke mindst indgår den i en arkitektonisk spændende dialog med de historiske omgivelser – placeret i landsbyens midte ved siden af købmanden og over for kirken.
 
Moderne fortolkning
Huset er udformet som et længehus, hvor form og arkitektur tager udgangspunkt i de karakteristika, der præger flere af landsbyens andre større huse og gårde.  Forsamlingshusets arkitektur er en moderne fortolkning af den omkringliggende by, hvor længehuset, sadeltaget og det enkle materialevalg er gennemgående træk.