Siden 1947 har Fingerplanen udgjort det bærende planlægningsredskab i
hovedstadsområdet og været eksemplarisk for planlægning af byer verden
over. Men det er også en strategi, som baserer sig på, at byudvikling
omkring København sker udefra og retter sig ind mod centrum. Ændrede
bosætningsmønstre og erhvervslokalisering i forstæderne vest for København
har skabt et stigende behov for at kunne bevæge sig på tværs af ”fingrene”.
En tværgående trafikal løsning kan afhjælpe presset ind mod Københavns
centrum og skabe helt nye bosætningsmuligheder. Derfor har der i
længere tid været arbejdet for en højklasset, kollektiv trafikløsning i
form af en letbane i Ring 3-korridoren. I regeringens
transportinvesteringsplan fra 2009 er der afsat en pulje på to mia. kr. til
at fremme kollektive transportløsninger – blandt andet langs Ring 3.
Hvis der etableres en letbane, bliver en lang række arealer bragt i spil.
Arealerne vil ligge godt i forhold til det nye trafikale spor. Nogle af
arealerne er allerede ved at blive omdannet. En ny, tværgående
trafikløsningen lægger op til, at der skabes en ny, bæredygtig vision for
byerne langs Ring 3.
Tværkommunalt samarbejde
Ti kommuner er gået sammen om at udarbejde en ambitiøs og langsigtet
byvision. Målet er at skabe et attraktivt, bæredygtigt by-bælte fra
Lundtofte i nord via Lyngby, Gladsaxe, Herlev og Glostrup til Ishøj,
Brøndby og Avedøre Holme i syd. En ringby, der har en kommende letbane som
trafikal rygrad.
Realdania bad et tværfagligt, internationalt team af førende
byplanlæggere, arkitekter, ingeniører, strategiudviklere og researchere om
at konkretisere en byvision. Arkitektfirmaet BIG-Bjarke Ingels Group var
sammen med arkitekt og byplankonsulent Tom Nielsen (Århus) tovholder for
visionsarbejdet.
Loop City
Teamets arbejde mundede ud vision for en Loop City, som i
december 2010 blev overdraget til de ti kommuner.
Læs mere i pressemeddelelsen fra 29. november 2010
Visionen indeholder en analyse og research af Hovedstadens bærende
byplan, Fingerplanen. Visionen formulerer ”big bets” (bærende udfordringer)
for fremtidens byudvikling og en vision for hovedstadsområdets udvikling
(Loop City). Den omfatter også forslag til lokale udviklingsprogrammer for
de byområder, der kommer i spil, hvis der etableres en letbaneforbindelse
langs Ring 3.
Ringbysamarbejdet
Byvision Ringbyen er politisk forankret i ringbysamarbejdet.
Ringbysamarbejdet består af de ti kommuner, Region Hovedstaden, By- og
Landskabsstyrelsen og Transportministeriet.