Aarhus Kommunes byggeprojekt Urban Mediaspace Aarhus er i fuld gang. Nu
starter udbuddet af de resterende entrepriser med prækvalifikationen til 18
fagentrepriser. Opdelingen af udbud i fagentrepriser forventes at medføre
både økonomiske og kvalitetsmæssige fordele. Udbuddene har en samlet
budgetsum på ca. 500 mio. kr. og bliver dermed en kærkommen
vitaminindsprøjtning til byggebranchen, der har lidt under den kraftige
opbremsning af bolig- og erhvervsbyggeriet.
Realisering af projektet Urban Mediaspace Aarhus blev påbegyndt i juni 2011
med etablering af byggegrube m.v. Der er derudover indgået
entrepriseaftaler om ændring af kajforløb, drift af byggeplads, opførelse
og lukning af råhus, åbning af åen og levering af et fuldautomatisk
p-anlæg.
Den 1. marts 2012 starter prækvalifikationen til en lang række af arbejder,
der skal være med til at færdiggøre Urban Mediaspace Aarhus.
Det drejer sig om installationer og den såkaldte indvendige aptering af det
nye Multimediehus samt om vejomlægninger og etablering af de nye
havnepladser. Arbejderne vedrørende huset skal udføres i 2013 og 2014,
medens vejomlægningerne og etablering af havnepladserne først afsluttes i
2015.
Fagentrepriserne omfatter blandt andet tømrer-, murer, maler, el- og
VVS-arbejde. Aarhus Kommune har valgt denne udbudsform med opdeling i
fagområder i modsætning til en udbudsform med storentrepriser, hvor én
entreprenør har ansvaret for en række fag.
Udbudsformen er først og fremmest valgt for at gøre udbuddene attraktive
for såvel store entreprenørfirmaer som mellemstore og mindre
håndværksvirksomheder. Det forventes i den aktuelle markedssituation at
kunne medføre økonomisk attraktive tilbud. Samtidig giver udbudsformen
størst mulig sikkerhed for, at der entreres med specialiserede virksomheder
med spidskompetencer inden for de enkelte fagområder.
Udbudsformen stiller til gengæld store krav til styringen af projektet,
både på byggepladsen og i kontraktindgåelsen. De mange entrepriser betyder,
at der bliver tale om en tilsvarende stor mængde af grænseflader, der skal
afdækkes og styres. Dette opvejes imidlertid af de nævnte økonomiske og
kvalitetsmæssige fordele.
Udbudsmaterialet kan findes på projektets hjemmeside: www.urbanmediaspace.dk
Citater:
Borgmester Jacob Bundsgaard:
”Aarhus er i øjeblikket præget af et historisk stort byggeboom, og de nye
udbud på en halv milliard kroner ved Urban Mediaspace sætter ekstra skub i
byggeriet og sikrer job i byggefagene på et tidspunkt, hvor mange brancher
er trængt. Vi har derfor valgt en udbudsform, som tilgodeser de mindre og
mellemstore virksomheder i og udenfor Aarhus for at sikre mangfoldighed,
kvalitet og økonomisk attraktive tilbud.”
Rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen
”Jeg glæder mig over, at vi med dette udbud kan være med til at få sat gang
i hjulene hos forhåbentlig mange lokale håndværkere. Det er med til at
vise, at investeringer i kultur kan sikre og skabe arbejdspladser.
Multimediehuset vil styrke os frem mod, at vi bliver europæisk
kulturhovedstad i 2017. Det er et vigtigt skridt i at fastholde Aarhus som
en aktiv og levende by.”
Rådmanden for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek:
”Jeg ser med stor tilfredshed på, at vi som offentlig virksomhed forsøger
at tilgodese de mindre og mellemstore virksomheder, og ikke kun satser på
de store aktører. På denne måde stimulerer vi mangfoldigheden i branchen og
sikrer større konkurrence om opgaverne til gavn for såvel virksomheder som
skatteborgere.”
Direktør i Realdania, Hans Peter Svendler:
”Fagentrepriseudbud på et projekt af denne størrelse er utraditionelt.
Først og fremmest fordi fagentrepriser stiller større krav til sikker og
omhyggelig styring end andre entrepriseformer. Så det bliver spændende at
se hvilke erfaringer, man nu samler i Urban Mediaspace Aarhus, og om disse
erfaringer vil kunne overføres til andre større byggerier.”
Fakta:
Urban Mediaspace Aarhus omfatter opførelse af Multimediehuset, et
automatisk parkeringsanlæg med 1000 pladser, nye havnepladser, klimasikring
af midtbyen, frilægning af den sidste del af Aarhus Å samt omlægning af
infrastrukturen i området. Multimediehuset bliver Aarhus’ nye
hovedbibliotek og skal også indeholde en række andre funktioner blandt
andet Borgerservice, multisal, børneteatersal, café og arealer til udleje.
Multimediehuset og p-anlægget er efter planen klar til brug i slutningen af
2014, mens havnepladserne og resten af projektet står færdigt ved udgangen
af 2015.
Parter i projektet:
- Aarhus Kommune er bygherre
- Realdania og Realdania Byg er partnere
- Rambøll Danmark er bygherrerådgiver
- schmidt hammer lassen architects er totalrådgiver
- Alectia A/S er underrådgiver
- Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue er underrådgiver
- NCC A/S er entreprenør og byggepladsleder
- Per Aarsleff A/S er entreprenør
- Lödige er leverandør af det automatiske p-anlæg
- COWI er byggeleder
Realdania og Realdania Byg bidrager med cirka 700 mio. kroner til
projektet. Dette bidrag er en forudsætning for, at projektet kan
realiseres. Bidraget består dels i en investering i et innovativt
parkeringsanlæg med plads til 1.000 biler og dels i tilskud til udviklingen
af et spændende og levende havnebyrum.
Læs mere om projektet på hjemmesiden www.urbanmediaspace.dk