Naturvidenskabernes Hus

Tip en ven
Print

PROJEKTINFORMATION

Landsdel:
Midtjylland
Støttebeløb:
18 mio. kr.
Påbegyndt:
2006
Afsluttet/forventet afsluttet:
2009
Partnere:
Poul Due Jensens Fond, Hedeselskabet A/S, Viborg Kommune, Otto Mønsteds Fond, Nykreditfonden, CVU Midt-Vest
Website:

Vidste du, at...

Naturvidenskabernes Hus  i sig selv bliver et undervisnings- og læringsværktøj inden for energi. Huset skal varmes op med jordvarme og solvarme, og der er planer om at opføre en forsøgsmølle til vindenergi og en vejrstation.
Undervisning i naturvidenskab skal være sjovere, og det skal et nyt nationalt laboratorium sørge for. Selve huset skal fysisk understøtte, at det er ramme om udviklingsarbejde ved at vække undren, nysgerrighed og give lyst til eksperimenter.
Naturvidenskabernes Hus NORD Arkitekter

Vision
Naturvidenskaberne skal have et sted, hvor repræsentanter for erhvervslivet og uddannelsessystemet sammen kan forske i og udvikle undervisningen i de naturvidenskabelige fag. Her skal man udvikle nye undervisnings-koncepter i et laboratorium, der opsamler og udbreder nye formidlingsmetoder inden for naturfag til de danske uddannelsesinstitutioner. Indsatsen skal sikre, at naturfag bliver mere populært blandt lærere og elever, og at flere får lyst til at videreuddanne sig på området.
 

Naturvidenskabernes Hus skal vise nye aspekter i forholdet mellem det byggede miljø og samspillet mellem naturfag, tværfaglighed, pædagogik og arkitektur. Som lokalt/regionalt initiativ skal det rette sig mod globale problemstillinger og national kompetenceudvikling.

 

Projekt 
Det nye hus skal i sig selv udstråle eksperimenter og udtrykke naturvidenskab. Det skal indeholde en helhed af arkitektur, teknologi, undervisningsmaterialer og rum, der samlet er den bedst mulige ramme for udvikling af naturvidenskabsundervisningen. Bygningen skal være integreret i den omgivende natur, så husets læringsrum kan fortsætte uden for. F.eks. kan et arbejde med iværksættere og selvstændighedskultur tage udgangspunkt i væksthuse, vandløb eller vindmøller, som der skal være plads til på den 3,5 hektar store grund. Her skal børn i førskolealderen også have mulighed for at lege og lære.
 

Den afsluttede arkitektkonkurrence lagde vægt på spektakulære og inspirerende arkitektoniske rammer. Vinderprojektet er en cylindrisk bygning, der på én gang udtrykker enkelhed, klarhed, universalitet og helhed. Enkelheden i det ydre modsvares af bygningens indre, der med vinkler og buer giver rumlige oplevelser og forbindelser. Bygningen vil både udefra og indefra vække undren, nysgerrighed og lyst til at eksperimentere, det ydre understøtter det indre liv.

 

Seneste status

Naturvidenskabernes Hus blev indviet 22. oktober 2009.