Sundheds- og Kvartershus i Aalborg Øst

25. marts 2011
Tip en ven
Print

PROJEKTINFORMATION

Landsdel:
Nordjylland
Støttebeløb:
6,9 mio. kr.
Påbegyndt:
2010
Afsluttet/forventet afsluttet:
2012
Partnere:
Aalborg Kommune, Region Nordjylland, Landsbyggefonden
Et tværfagligt sundheds- og kvartershus skal være med til at give bydelen Aalborg Øst et centrum og et løft.
Tegning af det kommende Sundheds- og Kvartershus Sundheds- og Kvartershuset skal være med til at give den ensartede bebyggelse i Aalborg Øst et centrum og et mødested. Tegning: C. F. Møllers Tegnestue.

Som så mange andre danske forstadsområder blev Aalborg Øst bygget i 1960’erne på bar mark – og på meget kort tid. I dag er den nordjyske forstad præget af socialt svage beboere og mangel på arbejdspladser.  

 

En ting, den meget ensartede bebyggelse også mangler, er et centrum, som kan give det lidt anonyme område et samlingspunkt og en identitet. På den baggrund er Himmerland Boligforening, der råder over en stor del af de i alt 4.000 almene boliger i Aalborg Øst, gået sammen med Region Nordjylland og Aalborg Kommune om at etablere et tværfagligt sundheds- og kvartershus, der kan fungere som centrum og mødested i området.  

 

Sundheds- og Kvartershuset kommer til at rumme en række sundhedsfaglige tilbud til beboerne, blandt andet alment praktiserende læger og speciallæger. Der bliver også kommunale fritidstilbud samt service- og boligsociale tilbud. Samtidig bliver huset del af et aktivitetsbånd, der krydser gennem hele boligområdet. Den ene ende af aktivitetsbåndet udgøres af Sundhedshuset. I den anden ende er det planen senere at etablere en sportshangar, som kan bruges til aktivt samvær, leg og sport. Områderne omkring huset bliver også tænkt ind i arbejdet med at gøre det åbent og imødekommende for alle borgere.    

 

Selve bygningen skal etableres som en nybygning på fundamenterne af tre eksisterende boligblokke på Fyrkildevej. Huset bliver i alt 7.500 m2 stort.  

 

Sundheds- og Kvartershuset bygger på et idegrundlag, udarbejdet i samarbejde mellem Himmerland Boligforening, Region Nordjylland og Aalborg Kommune med KPF Arkitekter og COWI som rådgivere. Huset udbydes i totalentreprise i løbet af oktober 2010.   

 

Himmerland Boligforening står sammen med Region Nordjylland og Aalborg kommune bag multihusprojektet. Det samlede budget er 127 mio. kr. Den boligsociale del udgør 41 mio. kr., og heraf bidrager Realdania med 6,9 mio. kr.  

 

Sundheds- og Kvarterhuset skal opføres af et team bestående af A. Enggaard A/S, Møllers Tegnestue og ISC Rådgivende Ingeniører. Teamet vandt i marts 2011 totalentreprise-konkurrencen om projektet. Læs mere i pressemeddelelsen fra den 24. marts

 

Byggeriet går i gang i løbet af april 2011, og det forventes, at huset kan stå færdigt i juni 2012.