Under overskriften Arkitektur & Lindring formidler Palliativt
Videncenters (PAVIs) hjemmeside
www.pavi.dk
fra i dag også viden om forholdet mellem arkitektur og lindring. Det være sig
viden i form af litteratur, undersøgelser og konkrete projekter (bygninger,
rum, design, kunst, musik m.v.), der har fokus på forholdet mellem de fysiske
og sansemæssige omgivelser - og lindring af de lidelser, der er forbundet med
livstruende sygdom.
Se sitet Arkitektur & Lindring: http://www.pavi.dk/arkitektur_forside.aspx
Arkitektur & Lindring tager som samlet projektindsats afsæt i den
viden, der er indsamlet i arbejdet med modelprogrammet for Det Gode
Hospice. Dette program er nu forankret i og videreudvikles i PAVI, så
programmet også favner den lindrende indsats, som sker på hospitaler og
plejehjem og måske i egen bolig.
”Vi håber med det nye hjemmesidesite at skabe et dynamisk rum for
videndeling og dialog om denne meget spændende del af den lindrende
indsats,” siger Helle Timm, centerchef i PAVI.
”I første omgang ved at formidle, at der allerede findes meget viden og
erfaring, og at der er gang i mange spændende projekter også i Danmark. Og
i anden omgang ved at skabe fora, hvor interesserede kan netværke og dele
og udvikle viden – både på møder, workshops, via internettet m.v. Vi glæder
os til samarbejdet med alle, der er optaget af forholdet mellem de
materielle og sansemæssige omgivelser og lindring for mennesker ramt af
livstruende sygdom,” siger Helle Timm.
”Det nye site er en spændende platform til at formidle viden om, at
lindring også handler om arkitektur,” siger Marianne Kofoed, projektleder i
Realdania.
Fakta:
Modelprogrammet for Det Gode Hospice, som Realdania i samarbejde med
Kræftens Bekæmpelse og Hospice Forum Danmark lancerede i 2005, bliver nu
forankret og videreudviklet i det nationale videncenter PAVI – Palliativt
Videncenter. Realdania støtter dette arbejde med 3 mio. kr. over en 6-årig
periode.