Dansk landbrug har i de sidste 50 år bevæget sig i en retning, hvor der løbende er behov for færre og færre landbrugsejendomme. En udvikling der vil fortsætte de kommende år. Der er allerede nu eksempler på, at bygninger med bevaringsmæssige værdier får lov at forfalde eller bliver genanvendt på en måde, som ikke respekterer de bevaringsmæssige værdier.
Der er ca. 50.000 bedrifter i dag med omtrent 100-120 mio. m2 produktionsbygninger. Allerede i dag er over 60 mio. kvadratmeter landbrugsbygninger gjort overflødige i landbrugsmæssig sammenhæng. Omkring halvdelen af disse betragtes som bevaringsværdige. Inden for de kommende 10 år forventes det, at en stor del af bedrifterne vil ophøre som landbrug, hvorfor mange millioner kvadratmeter produktionsbygninger skal finde nye anvendelsesformer eller forsvinde.