Projekter /

Gennem næsten hele arkitekturhistorien har arkitektur og kunst hængt uløseligt sammen.

Allerede de gamle ægyptere udsmykkede de kolossale templer og pyramider med hieroglyfskrift og udhuggede billedfriser, som en del af det samlede bygningsværk.

Også i antikken var både grækerne og romerne stærkt optagede af at udsmykke deres bygningsværker. Et af de mest betydningsfulde værker fra antikken er Parthenon-templet på Akropolis i Athen fra 447-438 f. Kr. I vore dage ser de fleste et rent hvidt marmor-tempel for sig, når de tænker på Parthenon, men rent faktisk var både selve templet og dets mange relieffer og statuer bemalet i meget kraftige farver. Den berømte billedhugger Fideas havde det overordnede ansvar for Parthenons kunstneriske udsmykning.

Middelalderens romanske kirkebyggeri er med de mange kalkmalerier et godt dansk eksempel på, hvordan arkitektur og kunstnerisk udsmykning gik hånd i hånd.

I renæssancen finder vi Michelangelos freskoudsmykning af loftet i Det Sixtinske Kapel. Her er kunsten så succesfuldt integreret i bygningen, at vi her 500 år senere stadig valfarter til Vatikanet for at se dette mesterværk.

I løbet af 1600-tallet blev enevælden indført i mange lande i Europa. I Frankrig lod Solkongen Ludvig d. 14. det pompøse og overdådigt udsmykkede Versailles-slot opføre, som en demonstration af egen magt. Hele slottet og det enorme omgivende haveanlæg er et godt eksempel på den tids samtænkning af kunst, havekunst og arkitektur.

Springer vi til 1800-tallet finder vi herhjemme bl.a. Thorvaldsens Museum i København, der både indvendigt som udvendigt er rigt udsmykket. Indvendigt står arkitekten M. G. Bindesbølls udsmykning i gæld til romersk vægmaleri fra f.eks. Pompei. Udvendigt viser maleren Jørgen Sonnes billedfrise – der er skabt specielt til bygningen – Thorvaldsens hjemkomst til København.

Først med modernismen i det 20. århundrede kommer det totale brud med samspillet mellem arkitekturen og kunsten. Den østrigske arkitekt Adolf Loos sagde i 1908, at ”Ornament er forbrydelse”. Det blev startskuddet til den første periode i kunsthistorien, hvor alt andet end rene, enkle former skulle fjernes – integrationen af dekoration og udsmykning forsvandt.