I en del projekter er målet at renovere eller vedligeholde en ældre bygning med stor kulturhistorisk værdi. I andre projekter er bygningen ramme om noget andet, fx som kulturhus, udstillingssted eller som samlingssted for lokalsamfundet. I alle tilfælde er der et vigtigt samspil mellem bygninger og mennesker, og i alle tilfælde skaber ildsjælene nyt liv, nye samlingssteder – og i nogle tilfælde også nye indtjeningsmuligheder.
Realdanias formål er at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø, og i mange af de projekter, vi engagerer os i, møder vi ildsjælene. Ildsjæle har og skaber en stor ejerskabsfølelse. De har ofte rod i det lokale foreningsliv, de skaber nye rammer for samvær og kulturliv og I nogle tilfælde også økonomiske muligheder i form af nye aktiviteter og brugere. De skaber med andre ord liv i gamle og nye bygninger. Til gavn for lokalmiljø, bygningsarv og i sidste ende os alle sammen.
Realdania vil gerne vise den store værdi, der ligger i ildsjælenes indsats for det byggede miljø i Danmark. Med afsæt i gode erfaringer og input fra fagfolk ønsker vi, at andre vil kunne se værdien og potentialet i ildsjælenes arbejde.



