Rønne Theater

Tip en ven
Print

PROJEKTINFORMATION

Landsdel:
Bornholm
Støttebeløb:
2 mio. kr.
Påbegyndt:
2003
Afsluttet/forventet afsluttet:
2006
Rønne Theater på Bornholm har modtaget støtte fra Realdania til opførelse af en ny fløj med udendørsscene og produktionslokaler i forbindelse med teatret.
Rønne Theater Teatret i Rønne er Danmarks ældste fungerende teater. Foto: Jørgen Jørgensen.
Rønne Theater fra 1823 er Danmarks ældste fungerende teater og desuden Bornholms eneste. Teatret, der årligt har et publikumstal på omkring 20.000, viser et bredt repertoire spændende fra skuespil og dans til opera og amatørteater. Rønne Theater, hvis teatersale er fredede, modtog Realdanias støtte til en omfattende udvidelse af bygningen.

Det støttede projekt omhandler etableringen af en ny fløj i teatrets gårdhave. Den nye fløj rummer bl.a. en kombineret intimscene og udendørsscene, undervisningslokaler til Bornholms Dramaskole samt produktionslokaler for et kommende, professionelt egnsteater.
 
Den nye bygning vil skabe en samlet, harmonisk enhed omkring teatrets gårdrum, der både skal fungere som amfiteatralske siddepladser til friluftsscenen og kan anvendes som et fredfyldt haveanlæg i midten af det dynamiske teatermiljø. Projekteringen af udbygningen forestås af Exners Tegnestue.

Tilbygningen har været med til at fuldende de sidste års restaurerings- og ombygningsarbejde, og teatret fremstår herefter som et fuldt funktionsdygtigt og nutidigt skuespilhus. Projektet medvirker desuden til, at teatret ikke blot fungerer som en af Bornholms kulturelle hjørnestene, men er med til at styrke og forny hele byens kulturliv.