Vejledalens fugtige klima, Vejles gode havn og byens driftige erhvervsfolk var årsag til, at Vejle i slutningen af 1800-tallet lagde grundstenen til at blive Danmarks spinderi-hovedstad. Herefter var bomuldsindustrien afgørende for byen og områdets identitet i over 100 år. Vejle blev foregangsby og var hjemsted for to store spinderier, bl.a. Danmarks første og sidste bomuldspinderi.
Spinderierne hørte til byens største arbejdspladser, og de prægede alle vejlensernes arbejdsliv. I 1933 udgjorde tekstilarbejderne 27, 5 pct. af Vejles industrielle arbejdskraft. I Vestbyen voksede arbejderkvartererne op omkring spinderiet ved Vardevej, og nogle af beboelsesejendommene havde bomuldsspinderiet som bygherre.
De her omtalte spinderihaller blev opført i 1896, altså nogle år efter de første i byen, og de var i over 100 år ”hjertet” i Vejles historiske arbejderkvarter Vestbyen. Hele komplekset brændte i 1924. Derfor er de nuværende bygninger eksempler på tidlig jernbetonbyggeri med en stor mangfoldighed i tagformer og vinduesformater.
Omkring årtusindeskiftet ophørte den industrielle produktion i spinderihallerne, og bygningerne begyndte langsomt at lukke sig som en indesluttet enklave i byen.
De sidste produktionsaktiviteter i Spinderihallerne ophørte i 2004, og herefter søgte Vejle Kommune muligheder for at finde en alternativ anvendelse, der kunne harmonere med de særlige rumlige kvaliteter i bygningerne, så spinderierne stadig kan være en dynamo for Vejles udvikling.
