schmidt/hammer/lassens visualisering af den omdannede Kedelcentral
Center for Designdreven Innovation skal rumme innovative virksomheder, der forener kreativitet og design med forretningsforståelse og godt købmandsskab. Samtidig skal centret i Kedelcentralen være et visuelt vartegn for iværksætteri i Vejle og hele regionen.
Kedlen skal bidrage til et tættere samarbejde mellem private og offentlige virksomheder og videninstitutioner om konkrete innovationsprojekter lige fra kommerciel produktudvikling til design af offentlig service og velfærdsydelser.
Dermed bygger Kedelcentralen videre på succesen fra selve Spinderihallerne, som siden 2010 har fungeret som et unikt innovationsmiljø i krydsfeltet mellem kultur og erhverv – alt sammen i et unikt, historisk industrikompleks.
Kedelcentralen er bygget i 1940. Bygningens samlede areal bliver i en revitaliseret udgave godt 1.200 kvadratmeter. Der bliver plads til 30 små virksomheder.
Skitseforslag af schmidt/hammer/lassen
I dialog med Vejle Kommune og Realdana har schmidt/hammer/lassen nu
udarbejdet et forslag til, hvordan Kedelcentralen kan genanvendes og
indrettes til iværksætterbrug. Tanken er at bevare bygningens oprindelige
rå udtryk og karakter. Blandt andet skal bygningens kedel fortsat fungere
som centralt omdrejningspunkt. Samtidig tilføjes nye elementer, der
understreger Kedelcentralens nye funktion og understreger dens status som
vartegn og fyrtårn. For eksempel forhøjes bygningen med en
”lanterne”.
schmidt/hammer/lassen har desuden udarbejdet et forslag til bearbejdning af
arealerne ved bygningen, så der skabes sammenhæng med Spinderihallerne og
boligkvarterer og stier omkring den.
De første virksomheder forventes at kunne flytte ind i Kedelcentralen i 2013.
Realdania har bevilget knap 29 mio. kr. til ombygning af Kedelcentralen. Dermed har Realdania bidraget med i alt 70,7 mio. kr. til revitaliseringen af det historiske bygningskompleks Spinderihallerne.
