Vestermølle

5. april 2011
Tip en ven
Print

PROJEKTANSVARLIG

Christian Andersen
ca@realdania.dk

PROJEKTINFORMATION

Landsdel:
Østjylland
Støttebeløb:
5 mio. kr.
Påbegyndt:
2004
Afsluttet/forventet afsluttet:
2011
Partnere:
Vestermølle Møllelaug, Foreningen Vestermølle, Skanderborg Kommune
Website:
Vestermølle Møllelaug

Film om Vestermølle

Film om Vestermølle

Lokale ildsjæle står bag en gennemgribende renovering af Møllegården Vestermølle ved Skanderborg Sø. Fremover skal gården fungere som Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle og danne rammen om et vidt forgrenet foreningsliv.
Vestermølle Det er lykkes lokale ildsjæle at rejse 28 mio. kr. til en renovering af Vestermølle, der fremover skal være Kultur- og Aktivitetscenter. Realdania er en af hovedsponsorerne. Foto: Jørgen Jørgensen.

Foreningslivet i Skanderborg har fået optimale rammer på det bevaringsværdige gårdanlæg Vestermølle, der har gennemgået en omfattende renovering og ombygning. 

 

Målet med renoveringen har været at omdanne Vestermølle, der i dag ejes af Skanderborg Kommune, til et kultur- og aktivitetscenter. En række lokale foreninger, herunder en idrætsforening, en stenhuggerskole og en junior sejlklub, er allerede rykket ind på gården. 

 

Vestermølle danner også rammen om et kommunalt kursuscenter, der samtidig fungerer som jobtrænings- og aktiveringssted for ledige og sygedagpengemodtagere. Der er desuden blevet indrettet et virtuelt museum, som fortæller Vestermølles og Skanderborgegnens historie, ligesom møllens kværnrum og turbine og er blevet sat i stand, så der nu igen kan males korn i den gamle vandmølle. 

 

Renoveringen af Vestermølle er foregået i etaper og omfatter hele gårdens bygningskompleks. Arbejdet er sket efter en disponeringsplan udarbejdet af arkitektfirmaet J. Frost Larsen. 

 

Laden og møllehuset med tilhørende mølledam er blevet sat i stand. Den fredede riddersal fra 1912, der er tegnet af Anton Rosen, er blevet renoveret, og det samme gælder Nordlængen og Sydlængen på den gamle gård. Der er desuden blevet udført broanlægsarbejder ved søbredden og anlagt have, P-faciliteter mv. 

 

Derudover er der planer om at bygge en opbevaringshal, så Laden, en klassicistisk bygning fra 1841, kan frigøres fra sin nuværende funktion som vinteroplagsplads for en række af foreningerne på Vestermølle. 

 

Vestermølle er et bevaringsværdigt gårdanlæg, hvis historie går helt tilbage til 1500-tallet. Gården står som et smukt eksempel på en større dansk gård anno cirka 1910. Renoveringen er sket med respekt for den oprindelige arkitektur, og Vestermølle er et projekt, som viser, hvordan en bygning med kulturhistoriske værdier kan få en ny, tidssvarende anvendelse – både med en social og en sundhedsmæssig dimension. 

 

Initiativet til at renovere den gamle møllegård og indrette Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle er taget af en gruppe ildsjæle fra Skanderborgs foreningsliv med Jørgen Lund Christiansen i spidsen. I 2004 gik de sammen om at rejse penge til projektet, og foreløbig er det lykkes Vestermølle Møllelaug og Foreningen Vestermølle, at skaffe 28 mio. kr. ud af de 33 mio. kr., det samlede projekt løber op i. 

 

Pengene kommer fra fonde, foreninger og virksomheder samt Skanderborg Kommune. Realdania, Nordea-Fonden og Arbejdsmarkedets Feriefond er eksterne hovedsponsorer. 

 

Indvielsen af Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle finder sted den 15. april 2011. Læs mere i pressemeddelelsen fra den 1. april 2011