x

Øjeblikke fra alle hjørner af Danmark

Danmarks yderområder byder på masser af smuk natur, fredfyldthed og en stor samling af helt særlige øjeblikke. En gang i mellem bliver vores yderområder forbundet med negative fortællinger, særligt i medierne. Det har vi med denne fotokonkurrence forsøgt at lave om på. Målet med fotokonkurrencen #DetSerDuikkeiByen har været at give danskerne en mulighed for selv at vise, hvad livet uden for de store byer byder på. Både små som store øjeblikke.
Dét er der kommet mere end 10.000 rørende, smukke, sjove og sigende fotos ud af. En jury bestående af professionelle fotografer og meningsdannere har udvalgt en række af fotografierne til en spændende udstilling under Copenhagen Photo Festival 2016.

Fotokonkurrencen #DetSerDuikkeiByen har givet et unikt indblik i, hvad danskerne selv ser som karakteristisk for livet uden for byen. Dét kan bidrage til et mere nuanceret syn på livet i yderområderne.

Udstilling på rundtur i Danmark

Fotokonkurrencen #DetSerDuikkeiByen løb fra juni 2015 til april 2016 og skete i et samarbejde mellem Realdania, DR kunstklub og Copenhagen Photo Festival.   Udstillingen var en del af Copenhagen Photo Festival 2016. Den er blevet vist i Rundetårn i perioden 4. juni til 3. juli, og  er nu på rundtur rundt om i Danmark.

I Realdania arbejder vi generelt for at styrke udviklingen i Danmarks yderområder og styrke de særlige kvaliteter og potentialer, der findes netop dér. De danske yderområder skal også i fremtiden være et attraktivt sted at bo, drive erhverv og være turist.